Er trustpilot pengene værd?

Er trustpilot pengene værd?

OBS: Denne artikel er fra 2015

Hæver man sin konverteringsrate med TrustPilot på hjemmesiden? Er TrustPilot overhovedet pengene værd? Dette er spørgsmål der bliver stillet meget i de netværk jeg bevæger mig i.

På trods af at svaret til ovenstående spørgsmål næsten altid er entydigt, og at der er rigtig mange artikler og tests der viser hvordan TrustPilot kan påvirke konverteringsraten positivt, er dette ikke altid tilfældet.

Det er blevet ekstra populært for alle eksperter, både rigtige, og andre uden belæg for deres udtalelser, altid at sige "Ja? TrustPilot hæver din konverteringsrate, selvfølgelig skal du have det på din hjemmeside!".

Jeg har selv set adskillige tests bevise at TrustPilot hæver konverteringsraten betydeligt, så normalt ville jeg sætte det på hjemmesiden uden at tøve, men i denne omgang havde jeg bestemt mig for at teste resultatet af implementeringen.

Derfor har jeg, i løbet af de sidste par måneder, testet hvordan vi, på NiceHair.dk, bedst kunne implementere TrustPilot for at hæve vores konverteringsrate. Jeg var selv en af dem der var sikker på, at det ville øge vores indtjening.

Det er ikke altid tilfældet.

I løbet af det sidste stykke tid har jeg lavet 4 forskellige tests af hvor jeg skulle placere et TrustPilots logo for at hæve konverteringsraten mest muligt. Nogle med mere signifikante resultater end andre.

Jeg har både afprøvet mine egne idéer og TrustPilot har endda også selv fået lov til at komme med input til hvordan grafikken skulle implementeres.

Svaret er dog helt entydigt hos NiceHair.dk. TrustPilot.dk hæver ikke vores omsætning.

Tværtimod

I nogle versioner af de tests jeg har gennemført, var der op helt imod 90% statistisk signifikans for at vores omsætning var omkring 10% lavere ved at have TrustPilots Carousel på hjemmesiden.

Det virker helt dumt at jeg overvejede at implementere TrustPilot på hjemmesiden, uden at teste det først. Det har fået mig til at teste næsten alle implementeringer fremover.

Her er 2 af mine split-tests

Test 1. Info box under produkt

Her var det TrustPilot selv der kom med et forslag til hvordan vi skulle implementere deres badge. Denne boks minder meget om det der i skrivende stund vises på produkt-siden på Saxo.com.

Testen var delt op i 2 forskellige versioner

  1. TrustPilot badge på vores produkt-side.
  2. Baseline (Original).

En boks under vores grå pris-boks på produkt-siden. Boksen var også udstyret med en pil, som pegede op på "Læg i kurv?" knappen. Boksen viste en summering af vores gode score på TrustPilot, samt deres stjerner. Fra den nye boks, var ikke mulig at klikke videre og derved forlade siden.

Denne test fik lov at køre i næsten 2 måneder, men jeg måtte stoppe den efter at Baseline opnåede at være **82%** statistisk signifikant bedre end den nye boks med en forbedring på 4,5%.

Dette var slet ikke noget jeg havde forudset. Jeg havde forinden turde at vædde penge på, at det ville hæve både vores konverteringsrate og omsætning, men det gjorde den altså ikke.

Test 2. I bunden af siden.

Nederst på NiceHair.dk, er der en *"tilmeld nyhedsbrev boks"*. Lige under den, havde jeg placeret en hvid boks, som passede til resten af siden, med TrustPilot i.

Testen var delt op i 3 forskellige versioner

  1. TrustPilot Carousel i den hvide boks, i bunden af siden.
  2. TrustPilot Slider i den hvide boks, i bunden af siden.
  3. Baseline (Original).

Det var heller ikke her, muligt at klikke væk fra siden.

Jeg vil desværre ikke dele de helt konkrete tal. Testen skulle også have løbet over en længere periode, men jeg blev dog nødt til at stoppe den tidligere end planlagt.

Allerede efter et par uger viste testen sig at gøre væsentlig mere skade end gavn.

2. Fortsatte hver dag med at omsætte for ca. 5% mindre end Baseline.

3. Rundede efter nogle dage en forværring på hele 10% og andre dage ca. 8% ringere end Baseline.

I vores tilfælde er det alt for dyrt at lade en dårlig test forsætte, når den opnåer så klare og konsekvente resultater allerede tidligt i forløbet.

De andre tests jeg har lavet har haft en væsentligt længere periode at løbe, men de har ikke at opnå store nok signifikans til at fortælle noget af værdi og er derfor ikke taget med her.

Hvorfor kan det være?

Er NiceHair.dk mere trustworthy end TrustPilot? Er det mediernes kritik af TrustPilot der har sænket værdien? Hvad er din teori?

Jeg har spurgt i mit netværk, om der var andre der havde oplevet det samme, og heldigvis viste det sig at jeg ikke var alene om denne oplevelse.

Jesper Hvejsel er founder af Firtal Web som i dag driver blandt andet helsebixen og incover.dk. Læs mere på http://jesperhvejsel.dk.

Andreas J. Dirksen er CEO og Partner i http://plusbog.dk

Morten Vadskær er uddannet datamatiker, har drevet webshoppen Kondomaten.dk siden 2001, webshoppen faktorfobi.dk siden 2010, skrevet en bog om konverteringsoptimering og i 2012 åbnede han webshopsystemet shoporam, som stort set er det Morten lever af i dag. 

Hvad i har testet og hvad var udfaldet?

Jesper Hvejsel:

TrustPilot skadede min konvertering med 17.93%. Den blev brugt i checkout på vores gamle design.

Andreas J. Dirksen:

Vi havde et TrustPilot badge til at ligge nederst på hjemmesiden. Vores hypotese var, at vores konvertering ville blive øget ved at profilere vores udmærkede TrustPilot placering lidt mere.

Vi lagde derfor en lille grafik med vores TrustPilot score under indkøbskurven, samt placerede en række anmeldelser under ordren på første side i indkøbskurven.

A/B-testen med viste et fald i salgs-konverteringen på 6-7% ved at øge profileringen af vores TrustPilot-score.

Morten Vadskær:

I vores checkout på Kondomaten (altså lige inden betaling i det var det gamle checkout) testede vi.

Testen var delt op i 3 forskellige versioner

1. Baseline (Original)

2. Trustpilot badge

3. Et fake badge (håbløst) som jeg selv havde lavet. 

Den der konverterede bedst var ingenting, så kom det fake badge og til sidst trustpilot badge. Testen blev aldrig statistisk valid, men Trustpilot performede altid dårligst. Dengang skal lige siges, at vi havde fine trustpilot anmeldelser.

Jeg kan desværre ikke længere få adgang til mit test-program, så kan ikke dele tallene. Men vi kørte testen rigtigt længe.

Hvad er jeres teori ang. udfaldet af disse tests?

Jesper Hvejsel 

Jeg er ret sikker på at det var fordi vi linkede ud til TrustPilot, men i lige så høj grad at det gjorde kunderne utrygge fordi man nærmeste råber *"vi er troværdige"*.

Det viste en senere test også at det skadede noget mindre når man brugte det mindre offensivt.

Jeg er derudover sikker på at resultatet vil være det samme i dag. Hvis man brugte en lige så offensiv melding.

Vores nuværende implementering koster eller gainer ikke noget, men er realiteten af at jeg synes jeg spilder pengene hvis jeg ikke sætter det på sitet :)

Andreas J. Dirksen:

Vores teori er at det skyldtes at nogen blev nysgerrige eller distraheret, klikkede sig væk fra Plusbog.dk og videre til TrustPilot for at se mere om vores score, og så endte med ikke kom tilbage for at afslutte købet.

Morten Vadskær:

mangles

Dommen. Er TrustPilot så noget værd?

For os, lige nu, Ja. – Men jeg vil ikke gøre et stort nummer ud af det på min hjemmeside.

Når det er sagt, så er det fordi at jeg mener at der findes andre værdier i at bruge TrustPilot, end at vise det på hjemmesiden. Vi bruger det eksempelvis internt i virksomheden til at måle vores performance i kundeservice.

Jeg tror også selv, på samme teori som Jesper. Hvis der ikke er nogen der forventer at man snyder, og at man har et skilt hængene i sin butik hvor der står *"vi snyder ikke"*, så bliver folk mistænksomme.

Du må selv vurdere om TrustPilot er pengene værd for din virksomhed, især fordi at det er meget forskelligt, hvor meget man betaler for sin konto.

Jeg anbefaler, i høj grad, at du tester implementeringen på din hjemmeside.

*Tænk på hvis du, lige nu, taber 17.93% af din omsætning, hver dag?.

SIMON ELJÆR NUTIMO

Skrevet af Simon Elkjær

CMO og YouTuber. Jeg brænder for online marketing, især content marketing og organisk markedsføring.

Relaterede