7 ligheder mellem iværksættere og atleter
Jeg har, som tidligere atlet (dog ikke professionel) og nuværende iværksætter, lagt mærke til, at der findes en del ligheder mellem det at leve som atlet, og iværksætter. En interessant sammenligning, hvis du spørger mig!
Derfor har jeg forsøgt at krænge mine tanker om disse ligheder ud, hvilket har resultereret i disse 7 punkter. Jeg håber du nyder læsningen og er nogenlunde enige i mine synspunkter.
1. Atleter og iværksættere ved, at succes kræver hårdt arbejde
Atleter og iværksættere ved, at hvis man skal nå sine mål, er man nødt til at ligge den indsats, der kræves. Om så det gælder at slå sin personlige rekord, eller nå en højere omsætning i denne måned.
Selvom målet på ingen måde er det samme, kræver begge ting hårdt arbejde og ofre.
Talent er aldrig nok i sig selv, det skal altid kombineres med dedikation.
Man kan ikke forvente at være en god atlet eller iværksætter fra den ene dag til den anden pga. talent. Succes kræver hårdt arbejde i uger, måneder, og år.
Mange har en tendens til at blive utålmodige, fordi at resultaterne tager tid. Det kan være frustrerende ikke at se hurtige resultater, på trods af hårdt arbejde og dedikation. Derfor giver mange relativt hurtigt op, i frygt for aldrig at opnå de resultater, de ønsker.
Både iværksætteren og den professionelle atlet ved, at succes kræver lange seje træk, og at man er nødt til at gøre, hvad end der kræves.
Alle professionelle atleter er startet som amatører, før de vandt deres første løb, fik deres første mesterskab, sponsorat osv. Den rejse atleter gennemgår, indeholder mange paralleller med den rejse, en iværksætter gennemgår når virksomheden befinder sig i startfasen.
Der er ingen iværksættere, eller ihvertfald ekstremt få, der starter med at skabe gode resultater. Tværtimod, tager langt de fleste start-ups lang tid om at skabe en positiv bundlinje.
2. Atleter og iværksættere har begge en stærk arbejdsmoral
Vidste du, at professionelle atleter står tidligt op hver dag, træner, hopper i sjippetov, går tidligt i seng, og går glip af utallige fester og sammenkomster? Det gjorde du formentligt, hvilket også er grunden til, at mange ikke ønsker at leve det liv.
Det mange ikke indser er, at livet som iværksætter kræver mange af de samme ofre.
Professionelle atleter er naturligvis ret selektive omkring deres kost, især op til større kampe, løb, eller konkurrencer.
Et forkert måltid på det forkerte tidspunkt, kan være altafgørende for en atlets præstation på et vigtigt tidspunkt.
Succesfulde iværksættere hverdag er meget lig dette. Det kræver så meget mere, end blot at holde sig til en plan. Succesfulde iværksættere møder tidligt, og arbejder til sent, for altid at præstere mere og bedre end konkurrenterne.
Når man som iværksætter har et projekt, en ordre, eller lignende, vil man, ligesom atleten, sætte alt ind på at udføre denne opgave så effektivt og succesfuldt som muligt - Simpelthen for at “vinde”.
Dette betyder ofte, at man er nødt til at udskyde, eller helt aflyse, alt andet, fordi virksomheden kræver ens fulde opmærksomhed og dedikation. På den måde, minder det at være iværksætter, på mange måder om at være atlet.
At gøre hvad der kræves, selvom det hverken er behageligt eller rart, er en vital del af at have en stærk arbejdsmoral. Det handler altså ikke kun om at arbejde hårdt, og i mange timer, det handler også om at leve med de ofre, der skal til.
3. Atleter og iværksættere er begge passionerede
Succesfulde atleter er enormt passionerede omkring deres sport, og arbejder altid stenhårdt for at nå deres mål.
Passionen er atletens primære drivkraft. Har du nogensinde undret dig over, hvordan nogen kan dedikere årtier af hårdt arbejde til en enkelt ting, uden nogensinde at blive træt af det?
Det hele bunder i at have en stærk passion for det man laver. Når du er passioneret, arbejder du ikke, fordi du skal, men fordi du vil, hvilket ofte udgør forskellen på succes og middelmådighed.
Prøvelser og fiaskoer betyder ikke noget for atleter og iværksættere - Ihvertfald ikke noget dårligt. At fejle, og derefter lære af det, er en nødvendig del af at opnå succes.
Som atlet eller iværksætter lærer man at komme igennem fejltagelserne uden at miste troen på projektet. Passion kan altså bruges som en drivkraft til at komme igennem hårde, men nødvendige, tider.
Når man er passioneret omkring det man laver, bliver man mindre distraheret, mere entusiastisk, og kan langt nemmere gennemgå de mange timers hårdt arbejde.
4. Atleter og iværksættere forstår, at attitude er altafgørende
Selvtillid er nøglen til at opnå succes som iværksætter og atlet.
Hvis ikke du har tiltro til dig selv, og det du foretager dig, har du kun skuffelser i vente.
Dine handlinger og præstationer bliver underbevidst påvirket af dine tanker. Hvis du tænker noget ala. “Jeg kommer aldrig til at lykkedes”, får du formentlig ret! Troen på dig selv er en afgørende faktor for succes.
5. Atleter og iværksættere holder fokus
At være i stand til at fokusere gør det så meget nemmere at nå sine mål. Du kan sagtens arbejde hårdt, men hvis ikke du er i stand til at kanalisere arbejdet mod det, der er vigtigt, kommer det til at tage meget længere tid at opnå den succes, du ønsker.
Atleter træner ikke hver dag blot for at gøre det. De har et mål, som de har fokus på, og som er hele årsagen til, at de træner som de gør.
En professionel sprinter, der ønsker at slå sin nærmeste konkurrent, vil formentlig justere alle ting, der kan justeres, for at optimere evnen til at præstere. At gøre alle de små ting, der i sidste ende gør hele forskellen, kræver et enormt fokus.
Det samme gælder, i princippet, for iværksætteren.
Langsigtede mål kan ofte blive en smule ukonkrete og uoverskuelige. Fx er det nemt at have som mål, at man vil omsætte for 100 millioner om 5 år, men hvordan i alverden skal man komme derhen? -Ved at bryde vejen ned i små stykker, og holde fokus på en ting af gangen.
6. Atleter og iværksættere kender deres styrker og svagheder
Hvis man skal være den bedste version af sig selv, er det altafgørende at være bevidst omkring ens styrker og svagheder. Det handler simpelthen om at være så selvbevidst som overhovedet muligt.
Hvordan man håndterer og arbejder med sine styrker og svagheder, afhænger selvfølgelig meget af ens mål og situation. Det vigtigste er blot, at man er bevidst omkring dem, så man ved hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre.
Som iværksætter er det på mange måder vigtigere at kende sine svagheder, end sine styrker. På den måde kan man holde fokus på de ting, man er god til, og uddelegere resten. Man skal aldrig prøve på at være god til det hele!
7. Atleter og iværksættere stopper aldrig med at lære
Selvom man er ekstremt god til det man laver, bør man ALDRIG stoppe med at forbedre sig. Den dag du stopper med at forbedre dig er den dag, hvor tingene begynder at gå ned ad bakke.
Både iværksættere og atleters verden er i konstant forandring. Der kommer nye konkurrenter til, nye regler, andre bliver bedre på visse parametre. Derfor bør man hele tiden opsøge at forbedre sig selv, for dermed altid at være proaktiv, frem for reaktiv.